Reglement

Trænere og bestyrelse har opstillet følgende regler og retningslinier for juniortræningen:


Begynder surftræning

Formål
At give begyndere de nødvendige færdigheder og kundskaber, så de kan fortsætte udviklingen på klubbens juniorhold.

Aldersgruppe
9 - 17 år

Indhold
" Udstyret, bestanddele, funktioner og håndtering
" Til- og afrigning
" Vind og sejlretning
" Vendinger
" Sikkerhed

Gennemførelse
Kurset kører over hele sæsonen for at kunne optage og oprykke medlemmer løbende. Når en begynder er selvstændig og sikker nok, vurderet af begynder- og juniorinstruktører, tilbydes optagelse på juniorholdet.
Træningen foregår tirsdag kl. 17.00 - 20.00. Start medio maj og slut medio september.
Min 3 og max 6 deltagere. Venteliste føres af kontaktpersonen.
Træningsaften gennemføres uanset vejret.
Klubben forventes ikke at have våddragter og surfstøvler til alle deltagere.
Kontaktperson og instruktører er ansvarlige korrekt håndtering af klubbens udstyr og faciliteter.
Klubben stiller moderne surfgrej til rådighed.

Pris
Træning og brug af udstyr koster 500 kr. og kræver samtidigt medlemskab af klubben, i alt 800 kr. for juniorer.


Tilmelding
Begynderinfo findes på hjemmesiden foruden kontaktoplysninger til kontaktperson og instruktører for yderligere oplysninger og tilmelding.

Afslutning
Når et medlem er kvalificeret til oprykning udstedes et begynderkursusdiplom.

Praktiske forhold:

Sikkerhed: 
Minimum sejlervest men også en god ide med hjelm. Evt. cykelhjelm eller skihjelm.

Minimum at kunne svømme 500 m.

Kommunikation: 
Alle medlemmer samles i en e-mail gruppe. Her kan trænerne give praktiske råd og fortælle om planen for den kommende træning.

Mødepligt: 
Der er mødepligt til træningsaftnerne. Evt. afbud skal meddeles trænerne senest om søndagen.

Trænerne og Bestyrelsen

06.02.2006


Junior surftræning

Regler og retningslinier:

Alder:
 9 - 17 år

Niveau: 
Niveauet skal ligge over begynderstadiet. Dvs. i stand til at krydse hjem, lave vendinger og bomninger og ikke mindst: I stand til at rigge til selv! Ved tvivl om niveauet er det trænerne, der afgør om et medlem kan starte direkte på juniortræningen eller skal omkring begynderholdet.

Tilrigning: 
Trænerne skal bruge mindst mulig tid på tilrigning. Evt hjælp fra andre medlemmer og forældre.

Udstyr: 
Eget udstyr er at foretrække. Kendskab til grejet sparer meget tid under tilrigning og giver mere tid på vandet. Eget udstyr kan opbevares i klubhuset. Klubbens udstyr tildeles efter aftale med træner og hjælpere fra bestyrelsen. Juniorer har 1. prioritet til udstyret på træningsaftner. Medlemmet har ansvaret for evt. skader, der sker på udstyret. Nøgle til klubhuset kan udleveres, når trænere og klubhusansvarlige vurderer, at medlemmet kan håndtere udstyr og klubhus på behørig vis.

Selve træningen:

Tidspunkt: 
Mandage 17.00 - 20.00. Dagens tema bestemmes af træneren umiddelbart inden starten, - og afhængigt af vinden. Der vil være en klar plan med aftenens træning.

Temaer:
 · Trim og tuning samt ansvarlig behandling af grejet.
 · Vindforhold og nærliggende kysts betydning for vinddrejninger og -hastighed osv.
 · Træning af alle kurser, - herunder ikke mindst kryds, som igen kobles sammen med vindspring, fart osv.
 · Fart-træning
 · Manøvrer - herunder ikke mindst stagvending og bomning
 · Fysisk træning - evt. lagt på dage med regn eller for meget vind.
 · Freestyle  
 · Vandstart
 · Tursejlads til sejlklubben, Grønningøre, Lyby Strand (kiosken…!) osv.

Diplom:
Undervejs i træningen kan man få et diplom for opnåelse af en række krav. Se mere her >>

Praktiske forhold:

Bøjer: 
Vi skal altid anvende bøjer. Ikke kun for at skabe konkurrencer, men mest for at have faste punkter at vende og styre efter.

Sikkerhed: 
Minimum sejlervest men også en god ide med hjelm. Evt. cykelhjelm eller skihjelm.

Minimum at kunne svømme 500 m.

Kommunikation: 
Alle medlemmer samles i en e-mail gruppe. Her kan trænerne give praktiske råd og fortælle om planen for den kommende træning.

Mødepligt: 
Der er mødepligt til træningsaftnerne. Evt. afbud skal meddeles trænerne senest om søndagen.

 

Trænerne og Bestyrelsen

06.02.2006


Vejledning i disponering af udstyr

 

Vi vil gerne i SKIW gøre surfsporten attraktiv, og ønsker derfor at tiltrække så mange nye medlemmer som muligt. Men ”desværre” er der ingen tvivl om windsurfing er lidt af en ”udstyrssport”, og SKIW har ikke ubegrænsede midler, at tilbyde medlemmerne i form af udstyr til udlån.

Derfor har SKIW opstillet vejledning til forældre, om de faser vi mener et Junior medlem, der får interesse for surfsporten, vil skulle gennemgå, og vi opfordrer jer som forældre til at følge dette, idet vi mener det er en overkommelig måde, at komme i gang på. Afhængig af energi og talent kan disse faser gennemføres fra 2 måneder til 2 år.

1.      FASE:  (begynder)

Varighed: 1- max. 2 sæsoner.

Medlemmet starter med et begynderkursus, og efterfølgende kan man låne klubbens udstyr om mandagen. Tildeling af udstyr afgøres af træneren efter hvad niveau medlemmet er på.

 

2.      FASE:  (øvet)

Varighed: 1 sæson.

Medlemmet har nu fået smag for windsurfing, og det er tid til at købe eget udstyr. Det betyder at der ikke skal bruges tid på at samle og trimme forskelligt udstyr hver gang. Derfor vil investering i egen rig være en god start. En rig kan fås i mange prislejer, men pas på ikke at købe for stor og tung rig.

Junior trænere kan vejlede ved køb af rig.

 

3.      FASE:   (trænet)

Varighed: Forhåbentligt længe.

Efter 2 til 3 sæsoner synes medlemmet at windsurfing er lige sagen, og det er tid til at købe eget bræt og måske et ekstra sejl. Et udmærket brugt bræt (f.eks. START) kan erhverves for 2000 – 3000 kr., og har en god gensalgsværdi, hvis det nu ikke er noget alligevel.

Junior trænere kan vejlede ved køb af bræt.

 

Trænerne og Bestyrelsen

Skive 06.04.2004

 


 

Vejledning i stævnedeltagelse

Allerede i slutningen af 1. FASE begynder mange Juniorer sikkert at interessere sig for konkurrencer, og det vil også indgå i vores træningsaftner.  

DBO planlægger som regel 4 ”SUPER 8 Junior Cup” stævner for juniorer hvert år, og et af disse stævner bliver i år afviklet her i Skive (Se aktivitetskalender).

Deltagelse i disse stævner kan være alle tiders for Juniorer, men her har vi i SKIW den regel, at forældre SKAL være til stede, og forældre til et Junior medlem, har selv ansvaret for barnet under disse stævner.

Grunden til dette er, at selve sejladsen mest foregår et stykke ude på vandet, og trænerne kan ikke påtage sig ansvaret for Junior medlemmet under disse åbne stævner.

Det er også nødvendigt at have sit eget udstyr til disse stævner.

Hvis der viser sig stor interesse for disse stævner, kan vi eventuelt koordinere i klubben, således en form for samkørsel kan etableres.

 

Trænerne og Bestyrelsen

Skive 06.04.2004