| Unge Kornum sejrede over eliten |
| Onsdag, 30 September 2009 17:29 | |
|
Træningsmakkerne Justesen og Jakobsen fulgte lige efter. For første gang i dansk windsurfingsports 35-årige historie var det en junior, som satte den voksne surf-elite på plads til et nationalt ranglistestævne. 17-årige Sebastian Kornum vandt i Køge årets sidste Formula-stævne efter seks sejladser og med mindst mulig margin over de voksne topsejlere Jesper Vesterstrøm, Brian Røgild og Kasper Juul Larsen, der alle har internationale medaljer og mange års erfaring at trække på. Ved årets NM, som blev afviklet i Skive i august, var det netop Vesterstrøm og Røgild, der tog guld og sølv foran Sebastian.
Den endelige sejr i Køge blev afgjort efter tie-break idet Kasper Juul og Sebastian endte med samme point, men i kraft af større stabilitet gennem stævnet blev det den unge Skive-surfer, som stolt kunne hente førstepræmien hjem. ”Udover verdensmesterskabet i 2008 er det her nok min bedste sejr nogensinde” – siger Sebastian. De fire voksne topsejlere er alle så dygtige og erfarne, at jeg ikke havde forestillet mig at jeg kunne slå dem allerede i år. Men undervejs i stævnet lavede de nogle taktiske fejl, og det er der ikke plads til når sejladserne foregår med op mod 30 knobs fart på en bane, der tager 15-20 minutter at gennemsejle”. Udover sejren til Sebastian kunne trænerne Christen Justesen og Torben Kornum også glæde sig over Danni Jakobsens og Christian Justesens resultater. Begge var med helt fremme i alle sejladser, og Torben Kornum ser et potentiale udover det sædvanlige: ”Danni er fysisk stærk, han vandt ungdoms-DM i år, og i Køge viste han os alle sammen, at han også kan være med fremme i det voksne felt. Christian er 15 år og den yngste af de tre. I år har han vundet alt i sin aldersklasse og ikke mindst takket være et godt taktisk overblik, som han har fra sin sejlerbaggrund. Med flittig træning kommer fysikken også op i gear, og så tror jeg at Christian om få år ender helt til tops på den internationale rangliste” – siger Torben Kornum. Alt i alt har Skive-surferne haft en fantastisk sæson, der da også resulterede i endnu en titel som Danmarks bedste surfklub, kåret af et enigt panel fra Dansk Brætsejler Organisation på baggrund af årets resultater. Næste store opgave for surferne bliver DM i bølgesejlads i Klitmøller og en ugelang træningslejr samme sted i efterårsferien. Derudover bliver der landsholdstræning arrangeret af Dansk Sejlunion og Team Danmark for alle jolle- og brættyper i Skive i november, - et arrangement, som med base i Strandtangen og Skives Maritime Center trækker flere end 130 unge og ældre landsholdssejlere til Skive Fjord. |

